For at sikre, at der ikke sker fremtidig forurening, beskytter vi de områder, hvor grundvandet dannes, gennem oprettelse af skov og natur og gennem aftaler om, at der ikke må benyttes sprøjtegift og andre miljøfremmede stoffer.
Læs mere om vand- og naturparkerIfølge Indsatsplanerne skal sårbare områder og boringsnære beskyttelsesområder beskyttes mod forurening med sprøjtegift. Vandværkerne skal forsøge at indgå frivillige aftaler med lodsejere de steder i disse områder, hvor arealerne ikke i forvejen er beskyttet.
Vandværkerne har indtil nu beskyttet 1.000 ha gennem frivillige varige aftaler om sprøjtegiftfri drift, men der er stadig ca. 7.000 ha der mangler at blive beskyttet gennem aftaler. I de tilfælde hvor vandværkerne ikke lykkes med at indgå en frivillig aftale, så kan kommunen ifølge indsatsplanerne påbyde lodseren sprøjtegiftfri drift af arealet.
Se WebGIS kort over indsatsområder, sårbare områder og boringsnære beskyttelsesområder på Aarhus Kommunes hjemmeside.
Aarhus Kommune har inddelt det område, som er fastlagt som område med særligt vigtige drikkevandsinteresser i 3 indsatsområder.
I Aarhus samarbejder vandværkerne om at løfte de indsatser som er beskrevet i kommunens Indsatsplaner i VPU samarbejdet. Vandværkerne i Aarhus indvinder ofte vand fra de samme grundvandsmagasiner og derfor er det væsentligt at beskyttelsesindsatsen foregår i et samarbejde. Samarbejdet betyder desuden, at indsatsarbejdet kan foregå effektivt og ensartet.
Aktiviteterne i VPU samarbejdet finansieres gennem et kontingent fra vandværkerne som i 2024 udgør 0,50 kr. pr. kubikmeter vand der sælges.
Læs mere om indsatsplanerne på Aarhus Kommunes hjemmeside:
Frivillig aftale om pesticidfri drift: VPU tilbyder et engangskompensationsbeløb for indgåelse af en frivillig aftale om varig pesticidfri drift. Aftalen indebærer, at der ikke må benyttes pesticider på arealet, men der må stadig benyttes kunstgødning eller husdyrgødning.
Frivillig aftale om ekstensiv drift: Ved indgåelse af en frivillig aftale om varig ekstensiv drift tilbyder VPU en engangskompensation. Fokus ved den ekstensive aftale er at etablere natur og skov på arealer med vigtig drikkevandsdannelse, hvor VPU kan yde rådgivning om støttemuligheder fra forskellige instanser som Klimaskovfonden og Landbrugsstyrelsen.
Opkøb af arealer: VPU tilbyder opkøb af arealer der er beliggende i et vigtigt drikkevandsdannende område. Dette er muligt hvis der i området er et partnerskabsprojekt i gang - kontakt derfor VPU hvis du overvejer at sælge arealer til formål for grundvandsbeskyttelse.
Rådgiverhjælp: VPU tilbyder gratis rådgivning omkring pesticidfri konventionel drift, økologi og om støttemulighed fra Landbrugstyrelsen og Klimaskovfonden
Jordfordeling: Hvis flere lodsejere efterspørger muligheden for at bytte arealer, der ikke længere må sprøjtes, med arealer uden for de sårbare områder, vil VPU hjælpe med at oprette jordfordelingsgrupper i området.
Naturprojekter: VPU kan formidle kontakter til Aarhus Kommune, hvis der er interesse i at undersøge muligheden for at søge støtte til naturprojekter, som afgræsning, vandhuller eller åbning af rørlagte vandløb.
Ved både frivillige aftaler og kommunale forbud skal lodsejerne have fuld kompensation for værdiforringelse af ejendommen. Dvs. forskellen i handelsværdien før og efter dyrkningsrestriktioner, men også eventuelt ulempeerstatning og sagkyndig bistand.
Læs mere i artiklen https://www.danva.dk/nyheder/2024/prisen-paa-grundvandsbeskyttelse-skal-vaere-fair/